Lokalrådet

Der var vist ingen der var klar over at den 3. september 2009 var startskuddet til Bolderslev Lokalråd… LAG Aabenraa havde arrangeret »Få penge til dit projekt« flere steder i det sønderjyske og bl.a. på Slogs Herreds Hus i Bylderup-Bov, hvor ca. 25 personer fra Bolderslev mødte op denne aften.

Mødet blev styret af Martin Brunsgaard og Andreas Ott fra LAG Aabenraa og Connie Skovbjerg fra Landdistrikternes Hus – og de fortalte og inspirerede på bedste vis. Der blev fremvist forskellige engagementspakker, som kunne vælges til eller fra – alt efter hvad man syntes passede bedst.

Alle blev opdelt i »bygrupper« og skulle sidst på aftenen selv arbejde med ideer til vores lokalsamfund og der kom masser af gode ideer frem, faktisk var gruppen ikke til at stoppe igen og inden vi gik hjem denne aften, var der aftalt ny dato til et nyt møde – super godt!

Den 15. september 2009 blev der afholdt inspirations- og planlægningsmøde i Bolderslev Fritidscenter, hvor alle foreninger blev indbudt. Inden vi så os om var der fundet en arbejdsgruppe som skulle »søsætte projektet«.

Siden er det gået rigtig stærkt, arbejdesgruppen skulle have vedtægter og andre opgaver kørt i stilling inden generalforsamlingen den 21. januar 2010.

Idémødet den 9. februar skulle også planlægges – nu med den nye bestyrelse. Der var en god opbakning til begge arrangementer og samtidig er der kommet mange gode ideer og forslag – jo, der er noget at kæmpe og arbejde for!